PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

23
apr

Drengepige strandet i stilistisk gokkeri

af Louise Camilla Korsgaard

FILMANMELDELSE:
The Legend of Kasper Hauser
CPH:PIX 2012

Tre UFO’er flyver hen over himlen, og lige under dem står en person klædt i hvidt med himmelstrakte hænder. Sådan introduceres vi til The Legend of Kaspar Hauser, den syrede stemning er sat, og en surrealistisk fortælling om det mystiske væsen, Kaspar Hauser, kan begynde.

Historien udspiller sig på en sandet lille ø med kun fem beboere. Kaspar Hauser skyller op på stranden og bliver mødt af øens sherif, som tager Kaspar til sig og lærer ham alt fra at ride på muldyr til generelt at klare sig i livet. Drengens tilstedeværelse på øen skaber røre mellem beboerne, og mens nogen ligesom Sheriffen tager imod Kaspar med ærefrygt og respekt, reagerer andre med fjendskab. Iblandt dem er Grevinden, matriarken i det lille samfund, som føler sig urolig og truet af Kaspars ankomst.

Dette er i hvert fald den grundlæggende historie, som oprindeligt blev skabt i 70’ernes Vesttyskland af Werner Herzog. Men i instruktør Davide Manulis absurde 2012-genfortælling er det mest de stilistiske sort/hvide billeder, diskomusik og rablende replikker, der fylder.

Sammenlignet med den originale version er italienske Manulis fortælling meget frit fortolket. Historien om Kaspar Hauser, der skal integreres i et samfund, som ikke kender eller forstår ham, er klassisk og interessant, og Manuli må helt bestemt have set potentiale i temaet. Desværre er dette langt fra udnyttet til fulde. Kun meget overordnede træk i historien er bibeholdt i filmen, mens blandt andet mange karakterer i historien er helt udeladt. Også flere træk ved Kaspar Hausers person er ændret, og det er meget svært at gennemskue fordelene ved denne nyfortolkning.

Noget af det eneste, der er lykkes ved fortællingen, er at fremstille Kaspar Hauser som et mærkværdigt barn – ligesom han var i den gamle fortælling. Det er dog gjort med et udtalt surrealistisk moderne queertwist. Kaspar bliver opfattet af alle på øen som en ung dreng, mens det er tydeligt for tilskueren at se, at Kaspar rent faktisk er en fladbrystet pige med kort hår. Sammenlignet med de øvrige stereotype, smukke kvinder i filmen lykkes det at komme igennem med budskabet om, at Kaspar blot er et misforstået, uskyldigt individ.

Mærkværdigt er det dog, at Kaspar igennem hele filmen er iført Adidas-tøj og højtspillende høretelefoner, som han konstant rocker med på. Kaspar Hauser levede i starten af 1800-tallet, og tech-elementet virker malplaceret. Ud over Kaspar er de øvrige karakterer også ret karikerede. Enkelte kunne godt være gået hen og blevet en succes, herunder Sheriffen – som også er DJ på deltid – og den hvidklædte disko- og motorcykelkonge Pusheren. I samspil med de øvrige karakterer og filmens overordnede absurde stil bliver udkommet dog for plat og kikset.

Filmen er delt ind i kapitler, som publikum bliver præsenteret for, efterhånden som handlingen skrider frem. Dette giver filmen struktur, men kapitlernes titler er til tider afslørende og gør filmen forudsigelig og spændingsforladt. De sort/hvide billeder og den abstrakte og fortolkningstunge fortælling ligner mest af alt et forsøg på at tilegne sig highclass- og kultstatus uden egentlig at gøre sig fortjent til det. Lange, ensartede sekvenser har samme virkning og er med til at gøre oplevelsen ret akavet.

Noget kredit skal dog gå til Vitalic, som har lavet underlægningsmusikken på filmen. Musikken er, hvis ikke det eneste, så et af de få virkemidler, som giver filmen noget liv. Vitalics toner er inspirerende og tilfører et fordybende element til filmen. Dog går det igen galt, fordi musikken ofte bliver afbrudt – formentlig med det formål at gøre opmærksom på sig selv. Dog resulterer det blot i meningsløse lydhuller.

Historien mangler i høj grad noget mere sjæl og hjertevarme, da der kun skabes en meget ringe empati for, forundring over og nysgerrighed omkring Kaspar – ellers helt bærende elementer i den oprindelige historie. The Legend of Kaspar Hauser er en film, som påstår at være finkulturel og kunstnerisk – men som måske i virkeligheden bare rammer ved siden af sit publikum.

http://www.youtube.com/watch?v=IV7EYwZc1xQ