PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

2
maj

Den beskidte sandhed

FILMANMELDELSE: BE – Skitne, syndige meg

BE står for Bjørn Erik. Han var en ung, troende norsk mand, der forsvandt i 1992 og efterlod sin dagbog som eneste spor og forklaring. Det stod tydeligt både på og mellem linierne: BE var bøsse.

Gennem interviews med familien, præster og kristne homoseksuelle bliver det pres, Bjørn Erik var under, hurtigt smerteligt klart. Politisk og religiøs fanatisme i den norske kirke overbeviste ham om, at han var en synder og dømt til at komme i helvede.

Dokumentaren er rørende, godt skruet sammen og præsterer at forblive objektiv hele vejen. Det må være fristende at forfalde til en sort/hvid-udpegning af skurke og ofre, men filmen illustrerer hele holdningsspektret lige fra den homoseksuelle præst og den allernærmeste familie til den ækle, små-sociopatiske omvendelseprædikant.

Bjørn velformulerede dagbogsnotater fungerer godt som fortællestemme hele filmen igennem, og formår at gøre hovedpersonen nærværende, selvom han er død. Skitne, syndige meg er stadig en god og vigtig dokumentar efter mere end ti år, og hovedpersonernes tøj er det eneste, der står himmelskrigende uaktuelt tilbage.

Splittelsen mellem tro og seksualitet er et tidløst emne. Desværre.

3 af 5