PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

3
dec

Danser med Drenge-Rie har også dametække

af Dea Daily

Rie Rasmussen har i årtier været en af damernes helt store favoritter. Det er bestemt ikke gået hendes næse forbi: Mangen en kvinde har stået på forreste publikumsrække og hujet hendes navn, og forsangeren i Danser med Drenge har sågar signeret brysterne på PROUD! Magazines redaktør.

Det husker hun dog – skuffende nok – ikke selv, da jeg bringer emnet på bane. »Ha ha ha, ja – det har jeg sikkert!« siger Rie Rasmussen. Mere om hendes kvindetække senere.

Ries fem mandlige medkumpaner i bandet har snakketøjet i orden – ikke mindst kapelmester Klaus Kjellerup – og hun lader dem tålmodigt lukke gas ud.

Men vi trækker lidt væk fra hendes kolleger i øvelokalet. De arbejder på et nyt nummer, og lydisoleringen er ikke prangende i Helsingørs gamle teaterkro, hvor Danser med Drenge har hjemmebane.

Rie har været orkestrets forsanger i 17 år. Philippa Bulgin havde tabt til kræften i 1994, og Danser med Drenge var i realiteten opløst. Men ind kom Rie fra sidelinjen, og i dag kan gruppen kalde sig Danmarks ældste nulevende reggaeband.

Men bliver hun dog aldrig træt af livet på landevejen med de gamle onkler?

»Joeh, men når vi er afsted på tour, så har jeg mit eget rum! Det tror jeg er meget godt, fordi jeg lader op på en helt anden måde, end de gør. Jeg kan godt lide at have ro, jeg behøver ikke at give mig selv lussinger, inden jeg går på,« fortæller sangerinden.

I det hele taget har hun ganske andre rutiner i forbindelse med en koncert, end gutterne har. Faktisk ser hun ikke så meget til resten af bandet, som man måske skulle tro. Med tiden er hun begyndt at tage sin egen bil rundt i landet. »Så kan jeg bestemme selv. Jeg kan godt lide at være i god tid, så jeg lige kan lande og finde ud af, om jeg er i Nibe eller Nakskov. De andre går og fyrer vitser af og klæder først om 10 minutter før, vi skal på scenen, mens jeg har et rimelig stort arbejde,« forklarer Rie.

Fællesspisning med crewet er der heller ikke noget af. Sceneperformance, stramme læderbukser og maven fuld af kartoffelmos går dårligt i spænd. Hun gemmer aftensmaden til bagefter.

Måske sender jeg signaler
Alt dét handler hverken om, at Rie er asocial eller har nykker. Men efter så mange år på landevejen får man uundgåeligt vaner, og det er vigtigt at være på toppen og levere varen hver aften. Det forventer publikum – ikke mindst Ries mange kvindelige sympatisører.

Læs resten af artiklen om Ries dametække, hendes musiske fremtid og livet on the road her