PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

7
apr

Da Cher fik en søn

FILMANMELDELSE:
Becoming Chaz

Et af årets helt store publikumshit på London Lesbian and Gay Film Festival 2011 var Becoming Chaz. Dokumentarfilmen om Chastity Bonos forvandling fra kvinde til mand. Umiddelbart er det eneste usædvanlige ved transfyren Chaz, at han er avlet og opforstret af de legendariske 70’erflødeboller Sonny og Cher, men kendisfaktoren spiller en smagfuldt lille rolle i filmen.

Den er befriende uhøjtidelig, Chaz og kæresten Jennifer lægger øjensynligt ikke bånd på sig selv, og det kommer der både en humoristisk, tankevækkende og følelsesmæssigt interessant dokumentarfilm ud af. Dokumentaristerne ved virkelig, hvad de laver. ‘Becoming Chaz’ er udfordrer ikke dokumentargenren, men det er også pisse ligemeget, for den fungerer 100 procent.

Vi følger Chaz’ forandringer trin for trin. Det er meget konkret og tæt på, men det er ikke for meget, tværtimod virker den ligefremme stil ret afmystificerende, hvis man for eksempel ikke kender til de nærmere detaljer vedrørende en bortoperation af to raske bryster. Parallelt med den fysiske rejse, hører vi også Chaz’ tanker, forventninger og drømme, og allermest interessant: Vi er fluen på væggen, der kan konstatere, at det lykkelige lesbiske par igennem fem år også får deres at kæmpe med, da den ene part pludselig er en testosteronbombe. Hvad fanden gør man, hvis man er lesbisk, og kvinden i ens liv pludselig bliver til en meget mandet mand? Det er vildt spændende, og dokumentaren dykker (af et logisk begrænsningshensyn) ikke helt ned i emnet, så der er bestemt basis for en to’er.

Du kan trygt overveje at bruge halvanden time på Becoming Chaz, selvom du ellers ikke normalt er pjattet med dokumentarfilm. Det er en yderst velfortalt, underholdende og rørende historie om at føle sig rigtig og om at turde give fanden i, hvad alle andre måtte tænke om det. Inklusiv Cher. Eller ens mor. Eller begge dele.

5 af 5

http://www.youtube.com/watch?v=jLUy2L3PjQU