PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

18
feb

Bølger af klichefyldt bøssepoesi

FILMANMELDELSE: Praia do Futuro
Berlinalen 2014

Futuro (future) Beach er så farefuld, at den både sluger mennesker som huse. Saltet i luften dræber beton og de truende bølgeskvulp kaster sig nådesløst over naive vågehalse. Motorcyklisten Konrad, spillet af Clemens Schick (ét af Nan Goldin’s tidligere yndlingsobjekter), mister sin ven til bølgerne ved Futuro Beach. Livredderen Donato (Wagner Moura) mislykkes i sit forsøg på at redde dem begge, hvilket rammer ham hårdt. Han opsøger Konrad på hospitalet, og allerede ti minutter inde i filmen præsenteres vi for et hot bøsseknald på bagsædet af Donatos bil, efter han har tilbudt Konrad et lift. Så er filmen i gang. Tænker jeg håbefuldt. Men så sker der ligesom ikke rigtigt noget. De to mænd valser rundt om hinanden i det måneoplyste landskab, skubber lidt til hinanden som to unge akavede teenagedrenge. Instruktør Karim Ainouz forsøger sandsynligvis at illustrere den spirende forelskelse mellem de to. Gab. Konrad rejser hjem til Berlin, får sig  et lille overskæg og så dukker Donato. Han flytter ind og pludselig er de kærester.

Praia do Futuro har flere fine elementer og er fyldt med stemningsmættede billeder, men det ændrer desværre ikke ved, at det i bund og grund er en tynd historie, der trækkes ud med selvsamme drømmeagtige sekvenser. Det kan ofte virke nærmest meditativt, når man som filmskuer får mulighed for at iagttage og dvæle ved hver enkelt detalje i en film, men i Praia do Futuro bliver det bare kedeligt. Det synes for let købt, fordi historien ikke byder ind med skyggen af spændingsmomenter. Selv da Ayrton, Donatos lillebror, pludselig dukker op på Alexander Platz, for at søge efter den bror, der har ladt ham i stikken, kommer pulsen aldrig over 90. Yderligere er det simpelthen for underligt, at Ayrton har lært at tale tysk for at kunne snakke med sin bror i tilfælde af, at han skulle have glemt portugisisk.

Et af de eneste fortællemæssige højdepunkter er, at filmen er bygget op om 3 kapitler. Mødet og den opstående forelskelse mellem Konrad og Donato i Brasilien, deres genforening og begyndende parforhold i Berlin og Donatos forladte lillebrors ankomst til byen. Det summer lidt af noget Von Triersk og pirrer nysgerrigheden angående, hvad den næste del mon har at byde på.

Generelt syder Praia do Futuro af poesi og smuk symbolik, i billedsproget såvel som i replikkerne. Selv i slutscenen ser vi dem forsvinde i horisonten på deres motorcykler som ghost riders i tågelandskabet. Måske jeg er lidt for poesiforladt, men det bliver altså for klichéfyldt for mig. De kunne i det mindste have flettet lidt flere af de dér frække sexscener ind så vi kunne få pulsen lidt op.

2 af 5