PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

24
maj

Axgil og de mindreårige


KORT OM KAREN

• Karen M. Larsen er historiker, religionshistoriker og en ivrig samfundsdebattør.
Hun lever i et lykkeligt lesbisk ægteskab på 18. år.
Læs Karens blog om seksuelle minoriteters rettigheder og religion på karenmlarsen.dk


Efter at min kritiske artikel om Axel Axgil hos PROUD! er kommet til den brede offentligheds kendskab har der været en del debat om hvad Axel Axgil har gjort og ikke har gjort, ikke mindst fordi afdækningen af hans problematiske fortid har ført til at han muligvis alligevel ikke får opkaldt en plads i København efter sig. Derfor er det nok på sin plads at se på hvad vi har af viden om sagerne.

Mht. den såkaldte “Pornograffiaffære”, hvor Axel og Eigil Axgil bliver dømt for bl.a. sex med mindreårige, så findes der en (og kun en) forskningsartikel om emnet, nemlig Seniorforsker, Dr. Phil. Wilhelm von Rosens artikel “Pornografffiaffæren i 1955”, der blev bragt i det nu hedengangne homotidsskrift Zink (nr. 4 fra 1999). Her kan man bl.a. læse følgende: “Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og Eigil Axgil og deres firmaer. Kartotekerne og listerne over modeller, kunder og annoncører i DFT, IMS og IHWO blev beslaglagt, og Axel og Eigil Axgil blev anholdt og varetægtsfængslet. Der var ikke meget hold i det pornografiske, selv om det førte til, at Axel Axgil blev dømt efter en tilføjelse fra 1939 til straffelovens paragraf om pornografi om “billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende må antages at have forretningsmæssig spekulation i sanselighed til formål.” Da man betalte kontingent for at få adgang til IHWOs internationale kontaktannoncer, blev han også dømt for kobleri, … “den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand…”. Langt mere interessant var det for politiet, at både Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. I oktober 1955 blev Axel og Eigil Axgil idømt fængsel i henholdsvis 1 år og 18 måneder. Politiet kunne nu trevle store dele af den homoseksuelle subkultur op, navnlig med udgangspunkt i det beslaglagte kartotek over modeller, som næsten alle var prostituerede.”

Axel Axgil fik altså i 1955 en dom for bl.a. at have haft sex med drenge under 18, der var den daværende aldersgrænse for homoseksuelle, en af dem var under 15, den nuværende aldersgrænse der gælder for alle. Det er overordentligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. I dag er det som bekendt forbudt af købe sex af personer under 18. I hhv. til bogen “Axel Axgil – kampen for kærligheden”, står der i hans dom, at han ikke måtte havde noget med børn under 18 år at gøre. I samme bog hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Axel og Eigil Axgil som en reaktion på de domme de fik blev smidt ud af Forbundet af 1948 (som det nuværende LGBT Danmark hed dengang). Som en følge af Pornograffiaffæren faldt forbundets medlemstal i øvrigt fra omkring 1600 til 62! I årene efter dommen er Axel og Eigil i henhold til “Axel Axgil – kampen for kærligheden” meget upopulære i Forbundet og mange hader dem ligefrem fordi man mente, at de to i den grad havde skadet miljøet at det hverken kunne undskyldes eller tilgives. Først i 1970, da Per Kleis Bønnelycke blev formand, lykkedes det at ændre stemningen hvorefter Axel og Eigil Axgil bliver genoptaget i Forbundet.

Mht. Axel Axgils støttemedlemskab af Pædofilforeningen, så kan man i Axel Axgil – kampen for kærligheden læse, at han selv ikke så sig som pædofil – men han giver udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel Axgil hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Axel var vred på de lesbiske, der i midtfirserne kæmpede for at de pædofile ikke skulle være organiseret under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og at de ikke skulle have lov til at låne foreningens lokaler. Han mener, at de førte en hetz mod de pædofile og det var derfor, at han i solidaritet med de pædofile meldte sig ind i deres forening. Men Axel Axgils solidaritetsfølelse med homoseksuelle mænd, der har sex med mindreårige, viser sig også i en anden sammenhæng.

I 1985 udgiver han nemlig sammen med Helmer Fogedgaard bogen “Homofile kampår”. I denne bog genoptrykkes kommentarløst en række artikler fra tidsskriftet “Vennen” fra 1950’erne. Her behandles flere sager, hvor mænd blev dømt for at have haft sex med mindreårige drenge. Disse mænd bliver forsvaret og deres handlinger bliver bagatelliseret. Alderen på drengene bliver aldrig nævnt, så det var øjensynligt ikke relevant for Axel Axgil. I stedet bliver kriminaliseringen af sex med mindreårige omtalt som “tantemoral” og “barnepige-systemet”.

Hvad vi altså ved er at Axel Axgil i 1955 fik en dom for bl.a. at have haft sex med mindreårige på hhv. 17 og 14 år, forhold der formodentligt var betalingssexforhold. Vi ved dog også, at Axel Axgil har nægtet sig skyldig i disse handlinger – samtidigt med, at han har givet udtryk for ikke at han ikke så på lovparagraffer når han havde sex med andre. Vi ved, at han i 1980’erne følte stærk solidaritet med pædofile hvis situation som han sammenligner med homoseksuelles, uden dog selv at identificere sig som pædofil. Og vi ved, at han har lagt papir til et indædt forsvar for mænd, der i 1950’erne havde sex med mindreårige drenge, uden at vise interesse for om disse drenge var under 18 eller under 15.

Alt i alt kan man i dag sige, at hvis Axel Axgil havde haft succes med sin kamp for, at den daværende Landsforening for Bøsser og Lesbiske skulle støtte de pædofile i deres kamp for rettigheder, er det ret så usandsynligt, at vi havde fået det registrerede partnerskab. Paradoksalt nok havde Axel Axgil næppe kunnet gifte sig med en anden mand, som den første mand i historien, hvis hans værdier for alvor havde vundet genklang i LGBT Danmark.

4 Responses

  1. Henrik K

    Det kunne egentlig være interessant at høre, hvad Karen M. Larsens egen holdning er til at opkalde en plads efter Axel Axgil.

  2. Frank Stjerne

    Det, der virkelig undrer mig, er, hvad Karen M. Larsen vil have ud af, at lancere det hun selv kalder “afdækningen af hans problematiske fortid”, som noget nyt og afslørende, hun selv har forsket sig frem tid? Det er kendt stof. Fuldstændig kendt stof, og det skal læses og forstås i en historisk kontekst. Holdningsændringen i samfundet og den ændrede lovgivning, har fundet sted på kun 50 år.
    Jeg er gammel nok til at huske en hel del af debatten, og jeg husker, hvor indædt de lesbiske kæmpede mod Axels meget åbne syn på seksuatlitet. Det var hans princip, at seksualitet var “grænseløs”, og han var i mange år en stor tårn i øjet på de lesbiske grupper.
    Jeg synes ikke, der er meget debat over Karen M. Larsens “afsløringer”. Der er kun madding til de konservative kræfter, der som Karen M. Larsen ikke er stand til at se på hele mandens liv og kamp mod diskriminations og homoseksuelles rettigheder.

  3. Frank: Problemstillingerne omkring Axel Axgil har været kendt i miljøet, men vi mangler en debat om dem.
    Hvis ikke de lesbiske havde taget et opgør med hans åbne syn på pædofili havde vi aldrig fået det registrerede partnerskab og alt det, der kom efter. Kun ved at distancere os fra pædofili fik vi den anerkendelse vi har i dag. En anerkendelse der gør at vi også kan tage et opgør med fortiden.
    I øvrigt synes jeg at fortællingen om Axel Axgils livslange kamp for homoseksuelles rettigheder er noget overdrevne. De store sejre vi har vundet siden slutningen af 1980’erne havde han ingen reel andel i. I stedet har myten om Axgil bidraget til at vi glemmer de aktivister, som vi burde takke for disse sejre så som Bent Hansen og Søren Laursen.
    Og hvordan kan man dyrke Axel Axgil som et homoikon nu når hans forhold til de lesbiske var så dårligt som du beskriver det?

    Henrik: Mht. navngivning af pladsen ville jeg foretrække “Regnbuepladsen” eller “Mangfoldighedspladsen”.

  4. Frank Stjerne

    Jamen, Karen, så kan du feste i dag, for nu har nu jo med dine “afsløringer” af almindelig kendt og beskrevet viden få forslaget om Axgils plads i København forpurret.

    Dine betragtninger om de lesbiskes kamp er holdninger, men du har ingen anelse om, hvordan det ville været gået. Men det er komisk, at den gamle kamp mod ham fortsætter efter hans død. Helt ærligt, så synes jeg faktisk ikke, at i kan være det bekendt.

    Tak til proud.dk for at lægge spalter til. Jeg håber, I har det godt med det.

    http://politiken.dk/ibyen/nyheder/gadeplan/ECE1981645/vejnavnenaevn-dropper-axel-axgils-plads/