PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

28
mar

Axel Axgil – legende eller skandale?

Kultstemningen omkring Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948 og den første mand, der blev officielt gift med en anden mand, har i de senere år nået nærmest uanede højder i det danske lgbt-miljø. Og ikke kun her, også det officielle Danmark er kommet med på vognen efter at Københavns Kommune 23. februar lod en plads opkalde efter ham ved Vartov nær Rådhuspladsen: Axel Axgils Plads.

Nu var det jo også ubestrideligt modigt gjort af Axel Axgil at lægge grundstenen til det, der efter en del navneændringer i dag hedder LGBT Danmark, og han måtte helt klart betale en stor personlig pris herfor. Men midt i al taknemmeligheden og ophøjelsen af bøsseikonet glemmer man ofte, at Axel Axgil – som døde i 2011 96 år gammel – også havde sine problematiske sider. Den mest alvorlige var nok hans indblanding i den såkaldte pornografiaffære.

Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service. Her solgte man billeder af nøgne mænd og store drenge. Politiet slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden samt bladet Vennen. Sidstnævnte havde tidligere været Forbundet af 1948’s medlemsblad, men var på dette tidspunkt et selvstændigt blad drevet af Axel Axgil og hans nære ven Helmer Fogedgaard.

Anklagen lød på, at Axel og Eigil havde forbrudt sig mod Danmarks dengang ret stramme regler om pornografi, samt at de via kodede kontaktannoncer i International Homosexual World Organizations medlemsblad og i Vennen havde “fremmet kønslig usædelighed” ved at optræde som mellemmænd. Der kom nu ikke så meget ud af disse anklager, og derfor er betegnelsen “pornografiaffæren” rimelig misvisende.

Værd at bemærke er dog, at da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale, fandt de ud af, at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. De havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions-ring med mindreårige. I løbet af 1955-56 bliver i alt 297 mænd dømt for at have haft sex med personer under 18 år (den daværende aldersgrænse for homoseksuelle forhold) hhv. under 15 år. Ikke alle disse domme var et resultat af pornografiaffæren, men det var dog væsentligt flere end der f.eks. blev dømt for sådanne forhold året før (56 personer).

Med til Axel og Eigil Axgils eftermæle hører, at de også havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. De bliver dømt til hhv. 1 år og 18 måneders fængsel. I bogen “Axel Axgil – kampen for kærligheden”, hævder Axel, at han var uskyldig – men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18, og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Det er en vigtig del af historien, at politiet i 1950’erne holdt skarpt øje med Forbundet af 1948 og i øvrigt gjorde meget ud af at chikanere homoseksuelle mænd, der havde sex på de offentlige toiletter. Hos politiet og offentligheden var der en voksende bekymring for den udbredte mandlige prostitution, hvor også store drenge solgte sex til mænd. Man var bange for at disse unge ville blive homoseksuelle af sådanne kontakter, og at de ville slå ind på en kriminel løbebane.

Koblingen mellem homoseksualitet generel kriminalitet havde selvfølgelig ikke hold i virkeligheden, men rigtigt var det, at den daværende homoseksuelle subkultur var nært knyttet til mandlig prostitution. Samtidig havde man i 50’ernes bøssemiljø ikke noget nævneværdigt problem med mænd, der havde sex med mindreårige, være de nu under 18 eller under 15 år. Først i slutningen af 1960’erne begyndte miljøet en proces, hvor man i stigende grad distancerede sig fra sådanne homoseksuelle, der selv begynder at udvikle en særlig identitet som pædofile.

Politiindsatsen mod Axel og Eigil Axgil var altså et resultat af samfundets negative syn på homoseksuelle. Samtidig viser det store antal af dømte, at der må have været noget at komme efter i dele af homomiljøet, og at Axel og Eigil var dybt involverede i en mere eller mindre pædofil seksualkultur.

Axel Axgil var et produkt af en anden tid og nogle andre normer end dem, som gælder blandt homoseksuelle i dag. Men det er dog også værd at fremhæve, at han i 1984 bliver voldsomt vred over, at den daværende pædofilgruppe (især pga. stærkt pres fra lesbiske) blev smidt ud af det daværende LBL. I protest herover melder Axel sig ind i pædofilforeningen som støttemedlem! Han giver i “Axel Axgil – kampen for kærligheden” udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, og han støtter deres krav om, at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag. Frem til sin død mente ikonet altså, at man bør kæmpe for homoseksuelle pædofiles rettigheder.

Var Axel Axgil sexkriminel? Ja, det var han, hvis man ser på den dom, han fik i 1955. Også efter gældende lovgivning i dag er det som bekendt kriminelt at have sex med en person, der er under 15 år. Det er også forbudt at købe sex af en person, der er mellem 15 og 18 år. Da de fleste af Axgils modeller var trækkerdrenge er det rimelig sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. Axels indædte forsvar for de pædofile tyder heller ikke ligefrem på, at han efterfølgende har indset, at der kunne være noget problem forbundet med seksuelle forhold mellem voksne mænd og drengebørn.

Alt i alt kan man pege på både stolte milepæle og knapt så moralske bedrifter i Axgil-parrets liv og levned. Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce uddeler hvert år en række priser i Axel Axgils navn, og dette har været genstand for en del offentlig debat. Axel Axgil var langt fra perfekt, selvom vi i mange sammenhænge forherliger ham på det groveste i dag. Det er historisk fakta, at Axel var repræsentant for en heldigvis forældet homoseksuel sexkultur, som lgbt-miljøerne i Danmark bør fastholde deres klare afstandstagen til efter min mening. Hans sympati med pædofili er ikke hele historien om ham, men bestemt et aspekt, der hører med.

4 Responses

  1. Peter

    …det er spå typisk for lgbt at når vi har en figur der bare træder lidt udover normale rammer så skal manden da ha sin egen bog, sit eget show, sin egen pris, sin egen cocktail, sin egen plads, sin egen merchandisebamse osv osv. For vi kan slet ikke få nok og vi lapper det i os og vil hellere end gerne ha proppet Axel ned i halsen.

    Jeg er dræbende træt af at høre om manden. Ja han er historisk. Ja han har gjort ‘noget’, men gider jeg stå på hans plads, tænke Axel-tanker mens jeg glæder mig til hans show og til en eller anden får en til-formålet-opfundet Axel-pris? Nej!

    Lad nu Axel være Axel og glem alt om mulig støj der kan skabes. Hver gang man slår en prut, og den lugter godt, skal man ikke ha sit eget show osv. Der må virkelig være mangel på frontfigurer i lgbt-miljøet siden man tærsker langhalm på den samme åh-så lang tid indtil videre. Københavner-ting?

  2. bs

    Måske skulle du lige tjekke tingene op inden du skriver noget forkert!!!

    Københavns Kommune har ikke opkaldt en plads efter Axel Axgil ved Vartov. Det arrangement den 23. februar du henviser til, var indvielse af en talerstil på pladsen.

    Det rigtige er, at navnet Axel Axgils Plads er et af de navne der er på tale, når pladsen senere skal skifte navn.

    Og er vi ikke ved at være lidt trætte af at høre om hvad den eller den gjorde for 50-60 år siden, jeg tror mange har gjort noget i en ung alder som de senere har fortrudt.

    Så er det ikke ved at nærmere sig en personforfølgelse?

    Lad os se frem af.

    Der er vigtigere ting her i livet

  3. Michael

    Jeg synes, at det er at gå i små sko og udvise intolerance at ville nægte Axel Axgil denne ære blot på grund af at par småpletter i hans fortid! Det er imod mandens egen tolerante og fordomsfri ånd at indtage et så snævertsynet synspunkt at ville stille spørgsmålstegn ved mandens integritet og værdighed blot på grund af, at han – ligesom resten af os – ikke var helt pletfri.

    Det er rigtigt, at han er tidligere straffet for bl.a. distribution af porno. Men husk at disse forhold stammer fra en tid, nemlig 50´erne, hvor samfundet generelt var enormt intolerant og porno var forbudt. Man kan ikke hænge en mand ud for at have brudt en lov,s om dybest set var komplet tåbelig! Hæng i stedet dem ud, som laver de tåbelige love 😉

    Med hensyn til mandens medlemsskab af Pædofilgruppen, så har jeg researchet lidt lige for fem minutter siden. Og jeg kan fortælle, at han ikke var pædofil, men STØTTEMEDLEM. Fordi han generelt stod bag folk, som kæmpede for seksuel frigørelse og for at skabe bedre forståelse for seksuelle minoriteter. Dette skal ikke nødvendigvis ses som en accept af pædofili, men som en støtteerklæring til pædofile som mennesker og måske som et standpunkt for, at vi alle bør behandle de pædofile som medmennesker og undlade at dæmonisere dem. Det er i hvert fald sådan jeg tolker Axel Axgils støttemedlemskab af Pædofilgruppen.

    I mine øjne var Axel Axgil, som jeg i øvrigt ved en enkelt lejlighed selv mødte kort før hans død, en sand helt og en idealistisk og meget sympatisk forkæmper, som naturligvis bør hædres med sin plads i Kbh.!