PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

23
okt

Ægte fiskerkærlighed i ny dansk dokumentar

FILMANMELDELSE: My Love
MIX Aarhus 2012

My Love er på mange måder den klassiske historie om en ældre hvid mand, der scorer sig en yngre, eksotisk godte. Men denne gang handler historien om to mænd. Igennem seks år følger vi danske Poul og thailandske Mai, der trods afsavn, frygt for fordomme og en aldersforskel på 20 år, vælger at gifte sig og bosætte sig i et lille lokalt fiskersamfund i Danmark. Poul sprang ud nogle år før, han mødte Mai, da han stod i et livsdilemma efter sin datters død: Enten skulle han tage livet af sig selv, eller også skulle han springe ud som bøsse. Og som Poul siger, hvorfor skulle man tage sig af dage?

Dokumentaren skildrer med stor lune de mange udfordringer, kærlighed, der bryder normen, står overfor. Der er plads til mange smil over Pouls umiddelbarhed, som når han konstaterer, at tingene i det lille samfund er, som de altid har været, og til megen latter over de sproglige udfordringer parret har. En skeptisk dansker vil ikke kunne dy sig for at lede efter tegn på magtforhold og en form for gensidig udnyttelse, som man så gerne vil pege på i disse ulige forhold. Men der er ikke mange indikationer på den slags i Poul og Mais forhold.

Måske er det netop fordi, denne film handler om et homoseksuelt forhold, at den kan gå bag om alle de gængse fordomme, der forfølger forhold mellem en ældre person fra det rige Vesten og et yngre, fattigt menneske fra eksotiske egne. Og det lykkedes faktisk instruktør Iben Haahr Andersen (også en af bagkvinderne på dokumentaren Goddag Mit Navn Er Lesbisk) at få fortalt en opmuntrende historie om kærlighed uden frygt og uden grænser. Samtidig er My Love en ærlig fortælling om, at selv stor kærlighed rummer udfordringer og hverdagsskærmydsler.

Dermed har My Love udrettet flere vigtige ting: Skildret at selv små danske fiskersamfund kan rumme stor diversitet, vist at magt og rigdom ikke nødvendigvis er drivkraften bag utraditionelle forhold og tydeliggjort, at selv disse ”utraditionelle” forhold er ganske almindelige.