PROUD! FILMFESTIVAL | LGBT-film i Paradis | 1.-8. oktober '16

FILMANMELDELSE

8
jul

Åbenhed giver hjemmebanefordel

PROUD! har fulgt LGBT Ungdoms Campå Unicorny på årets Roskilde Festival. Læs resten af artiklerne i serien her

Jeg fanger hende på sms. ”Hej. Græsset foran Gloria er en aftale. 10 minutter. Tager du din kaffe med mælk? Sukker? Bailey’s?”

Ane Rindom tager – ikke overraskende – sin kaffe med rigeligt Bailey’s fra Deres udsendtes indsmuglede lommelærke. Suppleret med dagens første fadøl. Den uforlignelige Roskilde-stemme skal plejes. ”Jeg skal råbe så højt til Rihanna i aften!” erklærer hun, da jeg hiver hende væk fra hendes veninder. Jeg tænker, at hun godt selv er klar over selvbedraget.

Ane har kæmpet for at komme i mål med eksamenerne for at blive bachelor i Statskundskab på Københavns Universitet, så efter halvanden måneds fest- og organisations-cølibat er dette års Roskilde ekstra velfortjent, mener hun. Og indtil nu har det ikke været nogen skuffelse.

Ane er tidligere bestyrelsesmedlem i LGBT Ungdom og nu aktivist i foreningen. Hun er på Roskilde for 8. gang, og har en enkelt gang har hun boet i lejr med sin daværende kæreste og nogle andre lesbiske, men ellers har hun ikke ’levet som lesbisk’ på Roskilde. Og hun bor ikke i Camp Unicorny fordi det som sådan er vigtigt for hende at ’vise’ en seksuel orientering på Roskilde.

Åbenhed giver hjemmebanefordel
”For mig har Camp Unicorny bare været en mere udadendt ramme af noget, der allerede var der. Jeg er jo lesbisk, så sådan er det bare. Forskellen er, at de andre år har jeg bare ’været det’, men i år har jeg ’italesat det’ meget mere.

Alligevel har Ane det som om hun var hjemme. Altså på hjemmebane i København, hvor hun altid føler at hun kan være åben og hvor hun ikke tager sig selv eller seksuel orientering så højtideligt. Hun mener at det er den bedste måde at få andre i tale, men hun er også blevet opmærksom på at humor kan skabe sine egne konflikter , særligt internt i miljøet – men den diskurs (!) vender vi tilbage til.

”Min tilgang er altid at tage det med humor. Det gør vi jo også mellem os selv i miljøet, og det er bedre at få brudt isen. Jeg ligner nok lidt mindre en stereotyp lesbisk, men så meget desto mere årsag til at være ’god til at springe ud’ og give en følelse af, at det er ok at stille spørgsmål.”

Og set i det lys betegner Ane Unicorny Camp som en 100% succes.

”Unicorny Camp har to formål som jeg ser det: Vi skaber for det første et sted hvor det er OK at være sig selv. Derudover vil vi også vise, at vi er mere end fordommene.” Ane er dog ikke bleg for at indrømme, at hun har arbejdet mest for ’frirummet’ og mindre mod fordommene.

”Mission accomplished. Intet mindre. Der har været så mange mennesker og samtaler og hygge. På den måde har lejren haft præcis det formål som vi ønskede. Der har været så mange forskellige mennesker i lejren, og der er så meget kærlighed på Roskilde. Man må bare overgive sig.”

Fordommene må man tage med
Også pressen har vist stor interesse for lejren. Ane mener at det dybest set handler om, at Roskilde ikke haft særlig meget fokus på LGBT-personer før. Flere medlemmer af Uncorny Camp, inklusiv hende selv, har været ovre hos naboerne i festivalradioen og har fået meget airtime. Hun kalder ikke overraskende radioen ”vores gode venner”. Flere medier har dog vist størst interesse for mænd, altså nærmere betegnet for bøsserne. Ane mener, at dækningen har fokuseret meget på at bekræfte fordomme om dem, fx Roskilde-avisen Orange Press’ dækning af Dream City, hvor vi begge synes at der blev skruet vel meget op for bøssometeret. Blandt andet beskriver avisen, hvordan fyrene fra Unicorny Camp var ”30 minutter forsinket for at gøre sig ekstra lækre” fordi der var en fotograf til stede. Jeg siger, at jeg syntes det var en billig put-i-kasser-pointe, og Ane kan endda supplere med den lille detalje, at hændelsen ikke engang er sand…

Detaljer og kompleksitet er tilsyneladende de første ofre når en historie skal vinkles. Ane er dog rimelig fattet omkring brugen af stereotyper og slæber ikke nødvendigvis særlig meget brænde til det bål der skal brænde fordommene af. Hun har allerede nævnt hvordan miljøet selv bruger fordomme og grovkornet humor internt, så hvorfor ikke også andre? Og hun føler sig egentlig ikke enormt stakkels og overset som lesbisk.

”Altså, jeg accepterer at bøsser og bøssesex bare har mere presse-appeal… Jeg tror det er en tissemands-fascination der er svær at gøre noget ved. Og det må de selv om; nogen ved tydeligvis ikke hvad de går glip af …” siger hun påtaget henkastet.

Må vi tale om ’diskurs’?
Den er der hele tiden, humoren og selvironien. Ane bruger den offensivt, men hun ved godt, at der er delte meninger om tilgangen. Hun nævner udtrykkene ”vi” og ”være sig selv” igen og igen. Jeg spørger aldrig hvad hun præcis mener med det, men på et tidspunkt, hvor hun selv synes at vi har rodet os ud i noget om vældigt langhåret noget om humor, identifikation og de mange bogstaver i LGBTQIA-rækken, åbner hun selv snakken:

”I min verden er det nødvendigt med en ’vi må godt snakke om det på den sjove måde’-diskurs”, siger hun og forestiller sig vist, at alle i verden ved hvad ’diskurs’ betyder. For de ikke-inviede kan det beskrives som noget i retning af ’en aftalt ramme for hvad samtalen handler om’. Ane oplever nemlig helt grundlæggende, at LGBT-miljøet og dets mange aktører, aktivister og medlemmer ikke er enige i hvordan man er ’sådan en som os’.

”Vi er enormt uenige om diskursen. Det er nogle gange svært bare at være lille lesbiske Ane der er på festival; det er så vigtigt at huske alle bogstaverne… Og nogle folk bliver sgu sure hvis man ikke er meget korrekt.”

”Jeg vil virkelig nødig støde nogen. Derfor er det svært nogle gange at begå sig. Jeg er slet ikke blind for den nødvendighed der ligger i at inkludere, men debatterne dør i, at vi er uenige, ikke mindst internt i miljøet.”

Ane nævner som eksempel debatten om den del af en queer-dagsorden der handler om ”skal vi slå tilbage eller ej”. Her kan parterne sjældent blive andet end uenige. Ane hjemmestrikkede teori er, at jo mere man fordyber sig i fx kønsteori, desto større er risikoen for at man bliver – bare en lille smule – fundamentalistisk. Og Ane kan respektere holdninger fra hele spektret i sit miljø, men holder på, at vi skal huske at holde fast i grundpræmissen om, at vi – alt andet lige – vil de samme ting.

”Politik er jo en personlig sag. Man kan være uenige mellem forskellige grupper og vi kan være uenige internt i forskellige grupper. Nogle gange virker det endda som om, at vi alle sammen har hver sit individuelle standpunkt… Men netop derfor er det meget sundt lige at stoppe op i de her ophedede debatter og huske hinanden på, at vi kæmper for en fælles sag. ”

Mere Unicorny?
Ane er ikke tvivl om at hun vil kæmpe for at fortsætte Camp Unicorny-konceptet. Lejren har gjort sig så mange erfaringer om hvad der fungerer og hvad der skal tænkes anderledes. Og hun vil gerne involveres endnu mere.

”Jeg gider faktisk normalt ikke arbejde på Roskilde Festival, men her i lejren kan jeg se et helt andet formål med at lægge en indsats – og det er så meget sjovere end de normale Roskilde-tjanser! Fest og arbejde og musik på samme tid!”

For det er jo ikke bare arbejde det hele. Og lige om lidt gælder det altså Rihanna. Vi aftaler at prøve at finde hinanden foran Orange, men den urealistiske aftale har vi nok hver især lavet med omtrent 50 mennesker. Jeg kan selvfølgelig altid gå efter øl-og-Bailey’s-stemmen …