PROUD! FILMFESTIVAL | LGBTQ-film i Paradis | 30. sep - 7. okt '17

FILMANMELDELSE

8
dec

Aarhus får sin egen Pride

Af Tine Kristensen

Nu får de 15.000-30.000 homoseksuelle, der statistisk set bor i Aarhus, endnu mere festivitas at se frem til i det nye år. Aarhus Pride 2012. Og det var AARHUS Pride. Datoen er 9. juni, ruten går igennem Aarhus.

Bag står en forening bygget på den potente aske af HomoEvent og andre behjertede aktivister i det jyske homomiljø. Kulturnattens ‘Ud af Skabet’, idrætsforeningen Danish D Lite, SLM Aarhus og Café Sappho er blandt andet repræsenteret i arrangørgruppen. Talsmand Mads Hedelund fortæller: “Aarhus har aldrig haft en rigtig Pride før. Vi har haft mange gode homoarrangementer, men det er aldrig blevet mere end bare en fest eller bare sport. Nu prøver vi at lave et arrangement, som favner alle.”

Hvad skal der konkret foregå?
“Vi starter om formiddagen med kick off-brunch på G Bar. Så går vi en tur igennem byen og viser, hvem vi er. Borgmester Jacob Bundsgaard holder en tale, og vi har en hyggelig dag med loungestemning og marked på Officerspladsen – ved ARoS og Olafur Eliassons regnbue. Senere er der afterparty på G Bar.”

Er Aarhus stor nok til en Pride?
“Ja helt sikkert, vi behøver ikke være Amsterdam eller New York, man kan holde Pride på mange måder og niveauer. Men det er også vigtigt at gøre opmærksom på sig selv i provinsen engang imellem.”

Hvordan adskiller den sig fra Copenhagen Pride?
“Man skal nok ikke regne med store floats med halvnøgne mennesker i gågaden, men mindre kan også gøre det. Vi holder Pride på Aarhus’ betingelser, mere jysk og low key end i København. Her behøver vi ikke nødvendigvis høj musik og nøgenhed for at gøre os bemærket. Her vil være en del gående med flag og bannere, og så må vi se, hvad vi ellers finder på. Det er foreningerne og folk selv, der bestemmer.”

Det seneste store arrangement, Aarhus har haft var Versatility. Hvordan undgår I en gentagelse af det forkølede fremmøde dengang?
“Jeg deltog ikke selv, så jeg vil nødigt udtale mig om Versatility. Men Aarhus Pride bliver baseret på foreningerne og de frivillige kræfter. Vi er selvfølgelig afhængige af, at de vil deltage og vise, hvad de går og laver, så det bliver da spændende. Men vi håber at se et arrangement, som går på tværs af homomiljøet og sparker lidt mere gang i det hele. Det første år har vi ikke store, dyre koncerter, men starter i det små. Så ser vi, hvad der sker i 2013.”

Mads Hedelund og resten af Aarhus Pride holder indtil videre detaljer om ruten tæt til kroppen. Alle – foreninger, virksomheder og enkeltpersoner – opfordres til at byde ind med gimmicks, gadelir og underholdning. Du kan læse mere om Aarhus Pride og finde kontaktoplysninger på www.aarhuspride.dk

5 Responses

  1. elizabeth

    Hvorfor omtales dette som et arrangement for homoseksuelle – og ikke som i Kbh, og i LGBT – også for biseksuelle og transpersoner?

    nogle siger så, når vi siger homo mener vi osse de andre – men hvis I kun havde nævnt bi- eller kun transpersoner, tror jeg ikke de homoseksuelle ville føle det galdt dem…..

  2. Hej Elizabeth

    Hvis du er oprigtigt i tvivl om, om du er velkommen ved paraden i Aarhus, beklager jeg. For det er du selvfølgelig, ligesom alle andre er, uanset om de er heteroseksuelle, biseksuelle, transseksuelle, queers, homoer eller noget sjette.

    Det kan godt blive trættende i længden ALTID at være fuldt ud politisk korrekt med LGBTQIA-betegnelsen i hver en sætning, hvor vi ellers skriver “homo”.

    Så jeg håber, at du og andre venner, der ikke bekender jer som homoseksuelle, vil bære lidt over med os engang imellem i stedet for straks at skyde os i skoen, at vi overser trans- og biseksuelle. Vi har altid gode hensigter.

  3. elizabeth

    Jeg er ikke i tvivl om, at I har gode hensigter – men sagen er ganske enkel – i nævner kun homoseeksuelle i jeres artikel – og jeg forstår ikke,l hvorfor du mener, det er spørgsmål om, at være politisk korrekt, når jeg opfordrer jer til at følge den holdning, der ligger bag at foreningen ikke hedder LBL længere men LGBT – mener, du osse, at det var for at være politisk korrekt, at foreningen skiftede navn ??

  4. elizabeth

    Hvis I havde skrevet at det var en pride for transpersoner – tror du så ikke, at homoerne havde følt, at man havde glemt dem – eller de biseksuelle ?

    Så sig nu bare – ups, det er godt du gør opmærksom på det – det gør vi bedre fra nu af 🙂

  5. Patrick

    Hvorfor omtales dette som et aarhusiansk arrangement? Må dem fra Hammel, Risskov, Trøjborg og Højbjerg ikke være med? Forstæderne kan ikke bare være indforstået – alle bør nævnes artiklen uanset om om det er trættende i længden at skrive dem ALLE.